Historien
Det hele startede i halvfemserne, hvor jeg som lille knægt skulle med mine forældre ud til Klarup for at besøge Tony og Merete Jørgensen, som på daværende tidspunkt havde kennel Mertos.
Det endte med at vi fik vores første schæfer, som hed Mertos Quero. Dengang var jeg 5 år, og det endte da også med at jeg kom med til træning i kreds 67 som var en schæferhundeklub, hvor jeg fik lov at se min mor og Quero træne, eller blev slæbt med ud til nogle spormarker eller skuer. Min mor formåede med Quero at blive SG3 på HAS 1996 i unghundehanner, samt at få en IPO1 og BHP1 og lave årets bedste forsvar på HAS 1997 i Vallensbæk. |
Efter Queros død gik der en del år før det blev besluttet at vi skulle have hund igen. Men i foråret 2009 tog vi dog beslutningen om, at vi skulle have hund igen og selvfølgelig skulle det være en schæfer igen. En af grundene til dette, skulle nok findes i at min far var vokset op med schæfere og at os børn kendte mest til denne race i og med at vi havde haft Quero.
Det var dog ikke besluttet hvem der skulle have æren at være dennes ledsager på træningspladsen. Først skulle vi jo først have fundet hunden. Spontane som vi er hjemme hos min familie, blev den blå avis hevet frem, og sektionen med kæledyr blev fundet.
Det endte med vi fik ringet til et nummer, og der gik ikke langtid før vi tog turen ned for at kigge på vores kommende medlem af familien.
Vi drog afsted ned mod Silkeborg, hvor vi skulle mødes med Marianne og Orla Petersen som havde kennel Elfi. Her skulle vi hilse på Pelé som var en 4 mdr. gammel hanhund, vi gjorde som mange gør ved synet af sådan en lille basse, ja vi faldt for ham, mens han løb og legede med hans mor på den store plæne i forårssolen. Det endte med at vi tog ham med hjem, og Pelé endte med at blive min nye træningskammerat.
Pelé og jeg har haft rigtig mange gode oplevelser sammen, og han har lært mig meget omkring det at træne hund. For mig har han været en perfekt træningskammerat, han har haft sine begrænsninger, men driften til at arbejde har aldrig manglet. Han har givet mig det der var indenfor hans formåen.
Det var dog ikke besluttet hvem der skulle have æren at være dennes ledsager på træningspladsen. Først skulle vi jo først have fundet hunden. Spontane som vi er hjemme hos min familie, blev den blå avis hevet frem, og sektionen med kæledyr blev fundet.
Det endte med vi fik ringet til et nummer, og der gik ikke langtid før vi tog turen ned for at kigge på vores kommende medlem af familien.
Vi drog afsted ned mod Silkeborg, hvor vi skulle mødes med Marianne og Orla Petersen som havde kennel Elfi. Her skulle vi hilse på Pelé som var en 4 mdr. gammel hanhund, vi gjorde som mange gør ved synet af sådan en lille basse, ja vi faldt for ham, mens han løb og legede med hans mor på den store plæne i forårssolen. Det endte med at vi tog ham med hjem, og Pelé endte med at blive min nye træningskammerat.
Pelé og jeg har haft rigtig mange gode oplevelser sammen, og han har lært mig meget omkring det at træne hund. For mig har han været en perfekt træningskammerat, han har haft sine begrænsninger, men driften til at arbejde har aldrig manglet. Han har givet mig det der var indenfor hans formåen.
I 2010 kom der endnu et medlem til familien i form af Brix’s Pippi, som var en rigtig dejlig hund på mange punkter, udover hende fik jeg også en uddannelseshund, som der skulle ligges prøver på, som hed Marthasminde's Xanadue, som var en rigtig dejlig hund at arbejde med.
To år efter at jeg havde fået Pippi, var jeg nået til en beslutning om at Pippi og mine veje skulle skilles, hun manglede det sidste, men jeg ønskede heller ikke at hun blot kom ud til en familie og skulle gå som familiehund, derfor blev hun solgt til Dansk Blindesamfund, og arbejder som blindehund i Roskilde hos en jurist den dag idag.
To år efter at jeg havde fået Pippi, var jeg nået til en beslutning om at Pippi og mine veje skulle skilles, hun manglede det sidste, men jeg ønskede heller ikke at hun blot kom ud til en familie og skulle gå som familiehund, derfor blev hun solgt til Dansk Blindesamfund, og arbejder som blindehund i Roskilde hos en jurist den dag idag.
2012 blev året hvor jeg fik min tæve Hesselballe Zelda og her skal lyde speciel tak til Hugo og Pia fra kennel Hesselballe, for at jeg fik lov at vælge nøjagtigt den tæve jeg gerne ville have i sin tid. Valget faldt på Zelda, som har givet mig meget og mere til. Jeg blev Danmarksmester i Begynder B i Schæferhundeklubben med hende i 2014, hvilket var en stor oplevelse. Zelda er en tæve med et enormt stort hjerte og har en utrolig iver til gerne at ville arbejde, dette gør blandt andet at arbejdet med hende er utrolig nemt, derfor forventer jeg rigtig meget af hende i de kommende år.
Om mig
Jeg hedder Bill og er ejer at kennel Koga, derudover er jeg prøvefigurant i Schæferhundeklubben, hvor jeg er figurant i kreds 67 Jammerbugt. Til dagligt arbejder jeg med IT.
Jeg har altid været meget aktiv indenfor sport, men har altid døjet meget med skader, nogen ville nok mene jeg var bygget af glas. Men tog en beslutning, og begyndte at bruge al min fritid på at træne med mine hunde, og her må jeg sige jeg har været omgivet af folk med en enorm viden indenfor IPO verdenen og brugshundeverdenen i al almindelighed, som har været med til at give mig lysten til at træne både i gode og dårlige tider.
Interessen for at komme til at avle har jeg haft siden jeg fik Pippi, min første tæve, men materialet skal også være til det og jeg er af den holdning at jeg skal kunne se mig selv i øjnene med det materiale jeg vil sætte til verden, det synes jeg personligt at man skylder vores race. Derfor valgte jeg at tage DKKs opdrætteruddannelse, som et skridt på vejen for at kunne komme til dette.
I 2015 tog jeg DKKs opdrætteruddannelse og i slutningen af 2016 blev den endelige beslutning om at ansøge om kennelmærke taget.
Jeg hedder Bill og er ejer at kennel Koga, derudover er jeg prøvefigurant i Schæferhundeklubben, hvor jeg er figurant i kreds 67 Jammerbugt. Til dagligt arbejder jeg med IT.
Jeg har altid været meget aktiv indenfor sport, men har altid døjet meget med skader, nogen ville nok mene jeg var bygget af glas. Men tog en beslutning, og begyndte at bruge al min fritid på at træne med mine hunde, og her må jeg sige jeg har været omgivet af folk med en enorm viden indenfor IPO verdenen og brugshundeverdenen i al almindelighed, som har været med til at give mig lysten til at træne både i gode og dårlige tider.
Interessen for at komme til at avle har jeg haft siden jeg fik Pippi, min første tæve, men materialet skal også være til det og jeg er af den holdning at jeg skal kunne se mig selv i øjnene med det materiale jeg vil sætte til verden, det synes jeg personligt at man skylder vores race. Derfor valgte jeg at tage DKKs opdrætteruddannelse, som et skridt på vejen for at kunne komme til dette.
I 2015 tog jeg DKKs opdrætteruddannelse og i slutningen af 2016 blev den endelige beslutning om at ansøge om kennelmærke taget.